Danmark
Land
Grad 2
Sværhedsgrad
5 dage
Varighed
April-Oktober
Periode

Guidet vandreferie i Mols Bjerge i Østjylland

Nationalpark Mols Bjerge med sit kuperede istidslandskab
Den historiske Kalø-egn med slotsruin, gods, skoler og skove
Vandring ad de tre etaper af Mols Bjerge Stien
Danmarks største runddysse Poskær Stenhus
Topture på Agri Bavnehøj og Trehøje
Lokalkendt og erfaren turleder, der er vokset op på egnen

Ovennævnte er bare et lille udpluk af de utallige fantastiske højdepunkter på denne vandreferie i Mols Bjerge. Der er så mange skønne seværdigheder, at man får helt åndenød. Uanset hvor du bevæger dig hen i Danmark, er det svært at finde steder som slår Mols-egnen i skønhed.

Du får nogle af de skønneste steder at se på denne vandreferie.

Nationalpark Mols Bjerge dækker et større område end det, der er defineret ved selve Mols Bjerge. På denne tur kommer du ud i mange af krogene.

Du vandrer i en lille gruppe gennem Kalø-skovene, op og ned i bakkede istidslandskaber, langs kysten og over marker. På højdedragene vil du blive betaget af formidable udsigter 360 grader rundt.

Du kommer bl.a. på vandretur på Mols Bjerge Stiens tre etaper, som overlapper med Kaløstien, Molsruten, Nordsøstien og banestien mellem Gravlev og Ebeltoft. Etaperne er tilpasset denne vandreferie, så du får det optimale udbytte og oplever flest muligt forskellige landskaber og seværdigheder.

Landskabet gemmer på utallige fortidsminder som gravkamre og ruiner, der alle bærer på spændende historier. Du vil opleve smukke bygningsværker, og høre masser af historier og fortællingere om landskabet, naturen og kendte og mindre kendte personer.

Turen er med helpension, så du skal ikke bekymre dig om indkøb af madpakke eller aftensmad.

I uge 32 bor vi i Rønde Vandrehjem, som har en god historie og en formidabel udsigt både fra fællesområderne og værelserne.

I uge 35 bor vi i den charmerende Glads Mølle i Femmøller by lige i hjertet af nationalparken. Møllen er en af de fem møller, som har givet byen sit navn. Der har ligget en vandmølle her siden år 1203. Vandrestierne starter og/eller slutter lige i baghaven.

Du kan glæde dig til en utroligt smuk og dejlig oplevelse i vilde, vidunderlige Danmark.

Yderligere information

MånedJuli, August, September, Oktober
1

Dag 1. Ankomst

Velkommen til din base i Rønde eller Femmøller for de næste 5 dage / 4 nætter.

I uge 32: Rønde Vandrehjem med den mest fantastiske udsigt ned over markerne til Kaløvig, Kalø Slotsruin og Mols Bjerge.

I uge 35: Glads Mølle i Femmøller – mere idyl skal man lede længe efter.

Selv om vi først kan checke ind sidst på eftermiddagen, starter vi vandreprogrammet allerede kl.13.

Uge 32 – Rønde

Vi kører afsted med bussen og vandrer retur til Rønde ad Kaløstien. Vi vandrer forbi marker og gennem skove. Vi nyder freden og stilheden hvor Skummelvad Bro krydser Saksvad Bæk. Vi tager en afstikker ad mere sandede skovveje gennem Hvidtvedgård Plantage. Fra at have gået i fladt terræn bliver det nu mere kuperet. Fra Store Bavnehøj (101 moh) er udsigten formidabel 360 grader rundt. Vi kan se ind over Djursland, ud over Mols Bjerge, ned over Kaløvig med Kalø Slotsruin og Følle Bund.
Vandring ca. 10 km.

Uge 35 – Femmøller

Vandrestien starter lige i baghaven og vi går ad Den Italienske Sti. Det går opad, så vi får hurtigt sved på panden. Vi kommer til Molslaboratoriets Re-Wilding område og med lidt held ser vi de vilde heste som lever i en stor indhegning her. Vi passerer gennem et område med høje gyvelbuske og senere ned gennem noget der minder om en urskov. Efter at have passeret en åben slette kommer vi til Femmøller Strand og ser nogle af arkitekten Egil Fischers huse fra 1920´erne.
Vandring ca. 8 km

Aftensmad og briefing om resten af vandreferiens forløb.

2

Dag 2. Vandring ad Mols Bjerge Stien, Kalø-etapen

Vandreturen starter med en tur gennem Ringelmose Skov, som hører under Kalø. Tæt ved Bregnet Kirke, der ligger for sig selv i kanten af skoven, finder vi den hellige Skt. Tobias kilde. Kilden siges at kunne kurere øjensygdomme. Vi følger Fægyden et stykke. I gamle dage blev kreaturerne fra Kalø Gods drevet ad denne vej ned til græsning på strandengene.

Midt i skoven finder vi en ca. 5500 år gammel stendysse fra bondestenalderen.

Vi fortsætter omkring den tidligere skovridergård, som nu huser Kalø Højskole og Kalø Økologisk Landbrugsskole. Gennem den gamle hulvej kommer vi igen ned til vandet og krydser Kolå ved Egens Havhuse. Vi er nu officielt på Mols.

På begge sider af den lille landsby Kejlstrup følger vi kanten af den randmoræne, som adskiller terrænet her nord for Mols Bjerge. Fra toppen i omkring 80 m.o.h. har vi en fabelagtig udsigt over Mols-landet.

Det sidste stykke til Femmøller går i kuperet terræn over marker med enebærbuske og gennem skov.

Vandring: ca. 17 km (kan afkortes hvis du vil gå kortere) 

3

Dag 3. Mols Bjerge Stien, Bjerg-etapen

Bjergetapen er en kuperet etape med ca. 500 højdemeter op og ned. Måske er det den smukkeste vandredag hele ugen. Vi går i en stor “ring”, dvs. vi starter og slutter samme sted.

Vi starter bjergvandringen midt i Femmøller. Det lyder eksotisk med Den Italienske Sti, og navnet er da også inspireret af det italienske kystlandskab med enebær, gyvel og havet der smyger sig om kysterne.

Vi bestiger Mols´ højeste ”bjerg” Agri Bavnehøj på 137 m.o.h. og har udsigt over det meste af nationalparken.
Herefter går turen til Tinghulen, et dødishul fra istiden, som i gamle dage fungerede som tingsted for de omkringliggende sogne.

Vi besøger selvfølgelig også Danmarks største runddysse, Poskær Stenhus, inden vi fortsætter gennem Knebel Plantage til bronzealderhøjene Trehøje.

Så går turen tilbage mod Femmøller via Toggerbo, Tremosegård og Strandkær, hvor Karen Blixens søster Ellen Dahl sammen med sin mand havde et sommerhus tegnet af Egil Fischer.

Vandring: ca. 21 km – mulighed for at afkorte ruten flere steder undervejs, hvis du f.eks. kun vil gå 10 eller 15 km. 

4

Dag 4. Mols Bjerge Stien, Ebeltoft-etapen

På dagens vandretur overlapper Mols Bjerge Stien med forskellige andre vandreruter. Først den europæiske fjernvandrerute E1, som her mellem Aarhus og Grenå kaldes Molsruten. Noget af Mols Bjerge Stien følger banestien, der er anlagt på den gamle jernbaneforbindelse mellem Ebeltoft og Gravlev, samt Nordsøstien, der ligesom E1 er et internationalt vandreprojekt med kyststier i 7 forskellige lande omkring Nordsøen.

Først går vi ad små stier gennem skoven og via Krakær til den restaurerede Ørnbjerg Mølle. Så vandrer vi langs randmorænen til Djurslands største sø, Stubbe Sø. Vi følger banestien bag om den lille landsby Dråby, og kan lave en lille afstikker for at se den imponerende kirke, der går under tilnavnet Mols´ domkirke.

Vi fortsætter mod Ebeltoft hvor der er mulighed for at kigge nærmere på den gamle bydel med bl.a. Det Gamle Rådhus, Glasmuseet og Fregatten Jylland.

Bus retur til Femmøller / Rønde.

Vandring: ca. 19 km – eller mere efter behag.  Enkelte muligheder for at afkorte ruten. 

5

Dag 5. Afrejse

Vi slutter vandreferien af med en flot tur med skov og strand.

Vi vandrer ad dæmningen ud til Kalø Slotsruin, som ligger utroligt flot placeret midt i Kalø Vig.
Borgen blev opført i 1313 af kong Erik Menved som en forsvarsbastion mod oprørske bønder og herremænd. Det var også her at Gustav Vasa sad til fange et par hundrede år senere. Han formåede dog at flygte og blev senere svensk konge.

Undervejs har vi fin udsigt til anløbsbroen Nappedam, hvor der for 100 år siden var anløb af skibstrafik fra Århus. I det lille hus i skovkanten boede tolderen.

Tilbage på fastlandet passerer vi Grevens skanse og kommer ind i Hestehave Skov, hvor vi passerer nogle hellekister og Thyrahytten, som var en lille jagthytte der hørte til godset. Hytten og jagtslottet på Kalø er begge tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann.

I Hestehave Skov finder vi Havbakkerne og går gennem Troldeskoven til Favntræspladsen, hvor der i gamle dage blev skibet træ ud til Århus.

Vi runder stranden ved Følle Bund og passerer den gamle Følle Mølle.

Vandreferien er ved at være slut. Vi tager afsked ved 13-14-tiden, og du kan rejse hjem med dejlige minder i rygsækken.

Vandring: ca. 12 km

Forbehold for ændringer forårsaget af forhold, som vi ikke har indflydelse på.

REJSEPERIODE Turen afvikles mandag – fredag i

Uge 32: 3. – 7. august 2020

Uge 35: 24. -28. august 2020

Flere uger i september vil blive tilføjet efter behov.

VANDRETURENE Sværhedsgraden er vurderet til en Grad 2.

Vi vandrer ad brede skov- og markveje såvel som smalle naturstier. Underlaget varierer mellem fast grus og løst sand. Ganske korte strækninger er på asfalt.
Nogle gange går det lige ud, og andre gange går det op og ned. Dagsetaperne er omkring 20 km. Gennemsnitshastigheden er ca. 3,5 km/t inkl. pauser så de fleste kan være med.

INFORMATIONSMØDE Om aftenen på Dag 1
OPHOLD Opholdet er på denne tur en stor del af oplevelsen, og stederne er nøje udvalgt.
OPHOLD i uge 32 Vi bor på Rønde Vandrehjem, hvorfra der er en virkelig fantastisk udsigt ned mellem skovene og over marker, ud over Kaløvig og Århus Bugten, til Kalø Slotsruin og Mols Bjerge.

Hovedbygningerne er charmerende bindingsværk fra 1938, mens værelsesbygningen er fra 1995 og moderne indrettet som et hotel. Alle værelser har udsigt og eget bad og toilet.

Stedet drives som en socialøkonomisk virksomhed af PGU Rosenholm, som tilbyder grunduddannelse for unge med forskellige mentale udfordringer.

OPHOLD i uge 35 I Femmøller bor vi i den restaurerede Glads Mølle. Der er tre længer med i alt 9 dobbeltværelse. I hver længe er der ét bad og toilet, som deles med 1-3 andre værelser.
ALENE-REJSENDE  Vælg mellem enkeltværelse eller deleværelse med deltager af samme køn.
FORPLEJNING Turen inkluderer helpension; dvs. morgenmad, madpakke og aftensmad.
Forplejningen starter med aftensmad på Dag 1, og slutter med morgenmad på Dag 5.
HUND Man kan ikke medbringe hund på denne tur.
TRANSPORT TIL/FRA (Dag 1 og Dag 5) Turen starter og slutter i hhv. Rønde og Femmøller

Turen inkluderer ikke transport til/fra Rønde eller Femmøller.

Bus 

Midttrafik kører til Rønde fra alle verdenshjørner: Århus (bus 120,121,122,123), Grenå (bus 122), Randers (bus 217), Ebeltoft (bus 123) og Mols (bus 361).

Femmøller: Midttrafiks Bus 123 kører næsten lige til døren

Bil  Gratis parkering ved overnatningsstedet.

Ankomsttidspunkt  Check-in muligt fra kl.17.

LOKALTRANSPORT ifm. VANDRING Al transport med bus til og fra dagens vandringer er inkluderet, når du følges med gruppen.

Ved øvrig transport: husk dit rejsekort.

TUROPERATØR Green Active Tours er turoperatør på denne ferie.
LILLE GRUPPE Turen gennemføres ved minimum 4 deltagere og max 16 deltagere.

STARTDAGE : Mandagene: 3. og 24. august 2020. Flere datoer tilføjes efter behov.

INKLUDERET 
Velkomstdrink
4 nætter i delt dobbeltværelse
Sengelinned og 1 håndklæde
4 x morgenmad
4 x madpakke
4 x aftensmad
Bustransport i forb. med vandringer
Lokalkendt turleder
Afrejseinformation og pakkeliste
Dækning af Rejsegarantifonden
IKKE INKLUDERET
Transport til/fra Rønde/Femmøller
Enkeltværelsestillæg 875 kr.
Lommepenge / drikkevarer

TILKØB

Enkeltværelse  Begrænset antal. På forespørgsel.
Afbestillingsforsikring  Koster 6% af rejsens pris

RABAT

Flersengsværelser  Muligt på Rønde Vandrehjem

 

Thyrahytten i Hestehave Skov nær Kalø Slotsruin
Vandring gennem Mols Bjerge
Udsigt til Kalø Slotsruin for enden af lang dæmning
Kaløstien går forbi Ørnbjerg Mølle med lille sø
På vej mod Trehøje i Mols Bjerge Nationalpark
Stranden nedenfor Havbakkerne i Hestehave Skov
Vandring i Nationalpark Mols Bjerges bakkede landskab
Landmændenes kornmarker støder op til hedelandskaber
Favntræspladsen i Hestehave Skov
Sort kvæg ved Stubbe Sø
Krogede bøgetræer i Hestehave Skov
Stendysse i Ringelmose Skov Nationalpark Mols Bjerge
Danhostel Rønde Vandrehjem
Udsigten sydover fra Store Bavnehøj ved Rønde
Glads Mølle Femmøller